Folketingsvalget er overstået. Sådan da. I hvert fald for os vælgere. For nu er det tid til det, de folkevalgte gør allerbedst – den parlamentariske stoleleg. Hvem skal lede Danmarks næste regering, og hvilke partier kommer den til at bestå af? Selvom valgkampen har været et månedslangt forsøg på at komme tilbage til det traditionelle “blå blok mod rød blok”-narrativ, har den i virkeligheden afsløret præcist det modsatte:
Forskellen på højre- og venstrefløjen i dansk politik er marginal.
Politikerne i Dansk Folkeparti ønsker naturligvis ikke de samme prioriteringer, som deres kolleger i Enhedslisten, og der er sågar emner, hvor de er hinandens diametrale modsætninger. Mens Enhedslisten ser Morten Messerschmidts ønske om at sende indvandrere i lukkede lejre og deportere dem, som racistisk politik, ser DF’erne med en tilsvarende afsky på Pelle Dragsted og Enhedslisten, fordi de mener, at flygtninge og indvandrere skal bydes velkommen og behandles ordentligt. Sådan en forskel betyder noget. Absolut. Men når Enhedslisten åbent udtaler, at de ikke vil afvise at danne regering med Lars Løkkes Moderaterne og med Mette Frederiksens Socialdemokratiet, har de også på forhånd accepteret, at Danmark ikke kommer til at kunne bryste sig af en mere menneskelig udlændingepolitik de næste fire år. Uanset hvor meget Pelle Dragsted og hans venner i Ø ellers insisterer på, at de eksisterer for at trække magten i en anden retning, end den vi kender. På samme måde vil Dansk Folkeparti sandsynligvis også skulle slippe drømmen om “remigration” – højrefløjens seneste omskrivning af etnisk udrensning – da der alligevel ikke synes at være flertal for at gå helt så langt.
Enhedslisten har taget en beslutning om ikke længere at have noget revolutionært og reelt samfundsomvæltende i partiets DNA og i stedet bevæge sig mod ‘midten’ for at blive spiselige for Mette og måske endda Lars og dermed blive inviteret med omkring bordet, når magtpartierne laver politik. Alternativet har fortsat ikke formået at forstå koblingen mellem klimakamp og klassekamp, og er derfor endt som et perfekt eksempel på kontrolleret opposition, som Socialdemokratiet nyder godt at have som største kritiker på klimapolitikken. En del af deres politik kan bruges til at pynte sig med grønne fjer, mens Socialdemokratiet kan vide sig nærmest helt sikker på, at der ikke er risiko for nogensinde at blive væltet af vennerne i Å.
Dansk Folkeparti er vendt 180 grader på EU-spørgsmålet. Ligesom Enhedslisten har DF nemlig også brug for at blive mere spiselige for midten af dansk politik.
Så hvis man på vej ned til stemmeboksen havde spurgt sig selv, hvordan vores samfund ville se ud om fire år med henholdsvis en blå eller rød regering, er der ikke noget at sige til, hvis forskellen ikke sådan lige var til at få øje på.
For én helt afgørende position har samtlige partier, der stiller op til valget, tilfælles: De ønsker ikke at ændre på noget sådan helt grundlæggende. De vil småjustere i hver sin retning, men ikke et eneste stykke politik, som de to fløje har præsenteret i valgkampen, vil skabe dybe forandringer af vores samfund. Så selvom uligheden er eksploderet til et niveau, hvor den rigeste pct. af danskerne ejer en fjerdedel af vores samlede ressourcer, og hvor hundredetusindevis af danskere af samme årsag må springe måltider over for at få pengene til at række, mener partierne altså tilsyneladende ikke, at der er brug for grundlæggende ændringer.
På trods af, at den yngre generation ikke længere har mulighed for at eje egen bolig, og mere end fjerdedel af de 18-29-årige bor hos sine forældre, kan vores magthavere ikke få øje på, at der skulle være noget fundamentalt fejlslagent ved vores system.
Vækst før forandring
Det var meningen, at vores samfund skulle udvikle sig i en positiv retning. At alle skulle få det bedre og bedre, og at vores muligheder for at opnå et værdigt og tilfredsstillende liv skulle blive større og større. Det var hele formålet med at nedprioritere velfærden og folkeskolen til fordel for den økonomiske vækst. Men i stedet går det den anden vej. Nutidens unge voksne er en del af et samfund, hvor deres forældres generation har sat sig på hele den økonomiske kage og nægter at dele ud af den. Fortalerne for det enøjede fokus på økonomisk vækst, der har præget de seneste 30 år i dansk politik, har ikke overholdt deres del af ‘aftalen’.
Alligevel er det mest ambitiøse bud på en “løsning” under denne valgkamp Enhedslistens forslag om en formueskat på 1 pct. på formue over 35 mio. kr. Skarpt efterfulgt af Socialdemokratiets formueskat på 0,5 pct. af formue på mere end 25 mio. kr.
1 pct.
0,5 pct.
Ikke ligefrem skattesatser, som ville forandre Danmark til ukendelighed, hvis det blev gennemført. Men det er ikke muligt at foreslå noget mere ambitiøst. For allerede med S-forslaget selvantændte blå blok i panikslagne udbrud om, at Mette Frederiksen ville gøre alle danskere fattigere.
Hvis en formueskat på 0,5 pct. kan sende Tsunami-bølger gennem debatten, er det på tide at se i øjnene, at de reelle uenigheder mellem partierne kan være på et meget lille sted. LA ville hæve bundfradraget med 500 kr. om måneden, og hos Venstre vil man fordoble antallet af værnepligtige. Lars Løkke synes at være med på hvad som helst, så længe det giver magt, men han har dog alligevel markeret sig med idéen om, at danskerne skal arbejde til de bliver 79 år – altså godt og vel 3 år før man når den gennemsnitlige levealder. Med andre ord skal vi altså bare fortsætte, nøjagtigt som vi plejer.
Alex Vanopslagh er endt på billedet af, hvordan status quo-partierne arbejder: Under valgkampen var rent drikkevand det vigtigste emne, men allerede inden valget var overstået, havde LA-formanden erkendt i Weekendavisen, at han faktisk mener, at drikkevandsdebatten er “noget pjat” – naturligvis på betingelse af, at interviewet først udkom efter valget. Nogle kunne måske finde på at kalde det vælgerbedrag, men for Alex og alle hans kolleger på Christiansborg er det vist mest af alt bare hverdag.
Selv i en verden, hvor det hele står i brand, temperaturstigningerne stikker af, uligheden brager derudaf, og Vesten er på vej ind i endnu en håbløs krig i Mellemøsten, er hverken modstanden eller forandrings-lysten til at få øje på i Folketinget. For få måneder siden truede USA med at bruge militær magt til at overtage Grønland, og nu står Lars Løkke og regeringen så klar til at hjælpe Trump med at tvinge Hormuzstrædet åbent. Venstrefløjspartierne kan ikke andet end at kritisere USA for dernæst at gøre klar til at komme i regering med dem, der besluttede at det samme USA skal have soldater på dansk jord.
Klassekamp, klimakamp og international solidaritet er blevet glemt til fordel for jagten på evig vækst og romantiseringen af at knokle sig selv hele vejen ned i graven.
Det liberale demokrati er ikke en åben og fri konstruktion. Bare det at blive opstillingsberettiget til et folketingsvalg kræver en enorm mængde tid og hårdt arbejde samt adgang til en sund pose penge. Og indtil et parti er opstillingsberettiget, er hverken medierne eller resten af det politiske landskab interesserede i at sige noget som helst om dets politiske projekt. Det er bestemt ikke noget, alle og enhver kan gøre, og derfor ender de etablerede partier, medierne og samfundets rigeste i erhvervslivet med at spille en stor rolle i, hvem vi borgere har mulighed for at stemme på.
Af samme årsag er det sandsynligvis på tide at erkende, at der ikke kommer nogen valgmulighed på stemmesedlen, som rent faktisk repræsenterer reel forandring af vores samfund. Det kan slet ikke lade sig gøre med udskamningen fra medier og det etablerede – nærmere fasttømrede – politiske landskab.
I virkeligheden er vores største håb for fremtiden måske, at den unge generation, som mærker den voksende elendighed på egen krop, ender med at gennemskue det liberale demokratis forkrøblende begrænsninger, og derfor vælger det helt fra.
Den hyggelige, brede politik over midten, som det liberale demokrati fordrer, og som vi blev fortalt ville være vejen til stabilitet og bedring, har vist sig at være vejen direkte til afgrunden.
Lad os håbe, at den unge generation får saboteret toget, inden vi når dertil.
